Målgruppen på Fuglen er unge mennesker i alderen 12-17 år, med mulighed for efterværn til det fyldte 23. år. De unge, der indskrives på Fuglen, karakteriseres ofte ved omsorgssvigt og deraf følgende sociale og psykiske problemer. Dette inkluderer særligt følelsesmæssigt svingende/ustabil adfærd, risikoadfærd, selvskadende adfærd, grænsesøgende adfærd og misbrug.

Mange af vores unge har bagvedliggende mentaliseringsvanskeligheder, tilknytningsvanskeligheder, opmærksomhedsforstyrrelser, begyndende personlighedsforstyrrelser og nogle kan udføre selvskadende handlinger. Kendetegnende for dem alle er, at adfærden vurderes at bunde i tilknytnings- og tilpasningsproblematikker, der kan behandles socialpædagogisk og ofte i samarbejde med psykiatri og andre specialister.

Personalet på Fuglen anvender systematiske procedurer, handlingsplaner og ”best practice” pædagogiske strategier til at nedbringe selvskadende adfærd.

Pædagogikken stiler mod langsigtede og holdbare forandringer, der kommer indefra.

Misbrugsbehandling er en del af tilbuddet på Fuglen og foregår i samarbejde med vores pædagogiske personale og vores misbrugsbehandler.

Der udarbejdes behandlingsmæssige delmål sammen med den unge, som altid involverer og tager højde for den unges egne mestringsstrategier og mentaliseringsevne.

Fuglen samarbejder tæt med Specialskolen Silkeborg, hvor de fleste af vores borgere går i skole, men vi samarbejder også med andre lokale skoler, uddannelsessteder og praktikpladser.

Der er hos Fuglen tale om helhedsbehandling – pædagogteamet prøver altid at holde sig opdateret om, hvad der sker hele vejen rundt i den unges liv, og at alle samarbejdspartnere følger den samme røde tråd i behandlingsplanen. Derudover er det væsentligt også at nævne at forældresamarbejdet også vægtes meget højt på Fuglen.

Visitationsprocessen for Fuglen udføres i samarbejde med visitationsteamet hos Opholdssteder.dk. Teamet analyserer omhyggeligt den potentielle unges journaler og foretager vurderingen i samarbejde med anbringende kommune. Formålet er at identificere den optimale placering for den pågældende unge. Opholdssteder.dk er en paraplyorganisation for 15 specialiserede sociale tilbud, hvilket betyder, at der ofte kan findes en god matchning, også selvom den pågældende unge ikke matches til Fuglen.